Queer Night på Fatter Eskil

Aarhus Pride Queer Night

Lørdag den 28. maj 2022 kl. 20:00

I samarbejde med Aarhus Pride og Queer Music Agency afholder vi Queer Night på Fatter Eskil med dobbeltkoncert og DJ sets

Dørene åbnes kl. 20:00
Billetter kan fremvises på telefon, såfremt skærmen er intakt

SANDER SANCHEZ (han/ham)

Sander Sanchez er en 25-årig singer/songwriter, med ophav i Jylland og South Dakota (USA). Hans musikalske stil er meget dynamisk og refleksiv – og er inspireret af store budskaber med poetisk dybde, som leveres med en fængende vokal, der ved første lyt kravler ind under huden på lytteren.

Æstetikken er farverig, og genremæssigt er Sander legesyg og bevæger sig ubesværet mellem pop med rod i 80erne, hiphop-blues, soul, r&b, rock, funk og EDM, der mødes i et eksplosivt og helstøbt udtryk. Sander har, trods sin unge alder, optrådt i mange forskellige sammenhænge – med sin egen originale musik, i musicals og i TV-sammenhænge, og har blandt andet stået på scenen til World Pride, på Smukfest og til Dansk Melodi Grand Prix.

TARALILLAH (hun/hende) 

Artist og producer Taralillah eksperimenterer med det maskuline og feminine i sine produktioner og leger med det abstrakte og modige i sit visuelle univers med et solidt fodfæste i sine islandske rødder. Idéerne kryber ud af krogene om natten, og det er dér i mørket flowet starter, og dér, ingen dømmende blikke får lov at kritisere eller stoppe det feministiske oprør – fremtiden er ikke cis, hetero eller mændenes, men Taralillahs.

Som en del af den musikalske fortælling udfordrer Taralillah sine produktioner til at udtrykke og forstærke styrken, følelserne og vreden. Hendes sange har en stærk elektronisk blanding af dance-pop, house og techno. Musikmagasinet GAFFA har tidligere anbefalet Taralillah i afsnittet ”Hold øje med” i deres queer edition fra august 2021, og hun har været ”Ugens Lyd” på P3 programmet Vidundergrunden.

DJs før/efter koncert: Transparent Tim + Coping Mechanism

 

Sted: Fatter E. Dato: 28. maj, 2022 Tid: 20:00 -