Bliv sceneafvikler ved Aarhus Pride

Scenebillede fra Aarhus Pride 2023

Har du erfaring med afvikling af musikscenen, så vil Aarhus Pride gerne have fat i dig – nu!

Du kommer tæt på artister, lyd- og lys-folk samt får et godt kendskab til hvordan mekanismen i Aarhus største endagsevent fungerer.
Du erhverver dig gode erfaringer, som du kan gøre brug af fremadrettet inden for eventbranchen.
Du møder et stærkt frivilligt fællesskab, hvor mangfoldigheden blomstrer.

På sigt ønsker vi at skabe et team omkring underholdningen, der kommer til at stå for fondssøgning, programsætning, booking og afvikling.
Er du den rette, bliver du en del af “Sceneteamet” og kan være med til at sætte et stort præg på Aarhus Pride.

Der søges en, måske to, der kan stå for afviklingen af underholdningen på scenerne ved Aarhus Pride 2024.
Kunstnere m.fl. er på plads, så vi skal bruge en, der kan sætte dagens sceneprogram sammen i samarbejde med bestyrelsen og holde fast i tovene på dagen.

Du kommer til at arbejde under vores sceneansvarlige, Jesper, men skal kunne arbejde selvstændigt. Derfor er det en stor fordel, at du har erfaring som afvikler eller lignende.

Personlige kompetencer

  • et koldt hoved med et godt overblik
  • du trives med høj puls og energi
  • du er venlig og imødekommende
  • du taler dansk
  • du er ikke bange for at udstikke en ordre

Faglige kompetencer

  • erfaring med afvikling af events
  • lyst til at lære om scener, afvikling og musik
  • praktiske hænder

Det er ikke et krav, at du har kendskab til eller er en del af LGBTQIA+ miljøet, men du skal kunne samarbejde med alle typer af mennesker.

Alle bag Aarhus Pride arbejder frivilligt og ved siden af familieliv og arbejde. Der arbejdes hele året, men der intensiveres i månederne op til Aarhus Pride, der som hovedregel afholdes primo juni.
Deltagelse i møder i Aarhus C kan komme på tale, men meget kan ordnes pr. telefon- / videomøder.

Vi glæder os til at høre fra dig på frivillig@aarhuspride.dk – også gerne hvis du vil have yderligere information om arbejdet.