Overgange i et LGBT+ liv

Aarhus Pride Warm Up

Onsdag den 29. maj 2019 kl. 18.00-19.30

Vores liv er fyldt med overgange. Faser, der kan udvikle og give indsigt – eller som bare skal gennemleves. Som opvarmning til Aarhus Pride, og i forbindelse med Kvindemuseets udstilling OVERGANGE, fortæller tre LGBT+ personer deres personlige fortællinger om skelsættende overgange i deres liv. Undervejs i fortællingerne stilles, i dialog mellem deltagerne og publikum, skarpt på overgangenes potentiale for udvikling – kan vi fx lære af hinandens overgange?

TIL ARRANGEMENTET KAN DU MØDE:
BIANCA har levet hele sit liv mellem de to binære køn – det feminine og det maskuline. At leve et sted i overgangen har givet udfordringer. Indre kampe om egen identitet og udfordringer i forhold til det omgivende samfund. Bianca har i dag fundet stabilitet og ro i erkendelsen af at være transperson uden et klart defineret binært køn. Hør Biancas historie om livet i overgangszonen.

SAMI er journaliststuderende i Aarhus og LGBT+ person med minoritetsbaggrund. Han kender til udfordringen ved at være minoritet i minoriteten – både udfordringen i at skjule sin identitet og i at tage opgøret og stå ved sin sande identitet. Sami deler sin historie om overgangen i opgøret.

BENJAMIN arbejder til daglig som pædagog og lever som velbehandlet HIV-positiv. Han har oplevet overgangen fra ikke at vide særlig meget om HIV, til pludselig at finde ud af, at han selv var smittet og skulle leve med en kronisk sygdom resten af hans liv. Hør Benjamins historie om at gennemleve chokket, for i dag kunne leve et helt normalt liv med HIV.

PRIDE WARM UP giver mulighed for den helt rigtige optakt til Pride 2019! I løbet af maj byder Aarhus Pride, i samarbejde med øvrige aktører i byen, på fortællinger, debat, viden og festligheder, der gør dig klogere på – og får dig i det helt rigtige gear til – Pride d. 1. juni i Aarhus. Se alle Pride Warm Up arrangementer.

PRIS & TILMELDING:
Almindelig entré til museet – 65 kr. voksne // 50 kr. studerende. Billetten giver samtidig adgang til museets udstillinger. Tilmelding via mail til: michaelk@aarhuspride.dk

Sted: Kvindemuseet Dato: 29. maj, 2019 Tid: 18:00 - 19:30