7-Eleven officiel hovedsponsor for Aarhus Pride

Aarhus Pride og 7-Eleven har indgået et samarbejde, der blandt andet sikrer Aarhus Pride synlighed i byens 7-Eleven butikker i ugerne op til paraden lørdag d. 6. juni. Samtidig giver samarbejdsaftalen 7-Eleven titel af officiel hovedsponsor for den årlige hyldest til mangfoldigheden i Smilets By.

Morgentravle pendlere har måske allerede bemærket dem: Kaffekopperne med Aarhus Prides logo på i udvalgte 7-Eleven butikker. Men i de kommende uger kan man ikke undgå at se Aarhus Pride i bybilledet:

7-Eleven titel af officiel hovedsponsor for den årlige hyldest til mangfoldigheden i Smilets By.

Kaffekopper og flag i alle byens 7-Eleven butikker; Aarhus Pride-foliering af ruderne i butikken på Immervad; T-shirts, regnbue-surferflag til paraden lørdag d. 6. juni samt paradebannere og scenebanner til scenen oppe på Officerspladsen foran kunstmuseet ARoS, hvor paraden ender og festen fortsætter.

De mange festlige indslag er resultatet af den samarbejdsaftale, Aarhus Pride og 7-Eleven har indgået. Dermed fortsætter 7-Eleven med at støtte op om landets LGBT-miljø, som kæden første gang støttede i større omfang, da 7-Eleven var officiel hovedsponsor for Copenhagen Pride i august 2014.

Forperson for Aarhus Pride Iben Sand Olesen er stolt af samarbejdet med 7-Eleven:

”Copenhagen Pride og Aarhus Pride er to meget forskellige størrelser. Men vi er stadig fælles om temaerne kærlighed og mangfoldighed og kampen for, at folk skal kunne være stolte over at være den, de er. Derfor er jeg på vegne af Aarhus Pride meget stolt over, at 7-Eleven anerkender kvaliteten af vores Pride og er med til at støtte og synliggøre den, ligesom de gør i København. Det gør en vigtig forskel, både på lokalt og nationalt plan,” siger forperson for Aarhus Pride Iben Sand Olesen.

7-Eleven er glad for, at kæden også i Danmarks næststørste by kan støtte op om en fest for frisind og mangfoldighed:

”Aarhus er en mangfoldig by med plads til alle, og sådan er det også i 7-Eleven, hvor vi hver dag betjener tusindvis af kunder fra alle samfundslag. Priden er en fantastisk fest og fejring af frisind og mangfoldighed, og det vil vi gerne støtte og være en aktiv del af,” siger Bo Velling-Theisen, Marketingchef i 7-Eleven i Danmark.

For yderligere info, kontakt:
Iben Sand Olesen, forperson for Aarhus Pride
Tlf.: 3171 0031
Mail: iben@aarhuspride.dk

Morten Laasholdt, pressekontakt for 7-Eleven
Tlf.: 3117 7117
Mail: morten@help-pr.dk

Fakta:

  • Aarhus Pride blev afholdt første gang i 2012.
  • Priden er støttet af Aarhus Kommune.
  • Det estimeres, at mellem 3000-4000 mennesker deltager i paraden og festlighederne på Officerspladsen.
  • Årets Aarhus Pride begynder kl. 11 i Mølleparken. Kl. 12 bevæger paraden sig igennem byen, inden den ender på Officerspladsen kl. 13.30. Officerspladsen åbner officielt kl. 14 og fortsætter med taler og festlige indslag indtil kl. 18. Hele programmet kan ses her: http://aarhuspride.dk/pride-lounge/
  • Den officielle Aarhus Pride Dinner foregår på Highlanders Bar fra kl. 18
  • Det officielle Aarhus Pride Afterparty foregår på Train fra kl. 21-05